1

Pour la défense des poètes

 

Pour la défense des poètes

Qu’est-ce qu’on va faire des poètes ?
Les pôvres ils sont à plaindre.
Tout de noir vêtu ils nous fendent le cœur
grelottant sous des blizzards intérieurs.

La poésie est une peste atroce.
Les contaminés déambulent en se lamentant,
leurs cris empoisonnent l’atmosphère comme des fuites
de centrales nucléaires mentales. Ah la grosse fatigue
psychique!

La poésie est un tyran
qui rend les gens insomniaques et
détruit les couples mariés.
Elle entraîne les hommes dans des maisons de campagne
abandonnées en plein hiver
où ils se morfondent munis de casques antibruit et
cachenez. Hélas! hideuse est cette torture.

La poésie est un fléau
pire que le gonorrhée – une ignomie abominable.
Mais pensez aux poètes, ils souffrent.
Pardonnez-les!
Ils sont hystériques comme des femmes enceintes de jumeaux
au neuvième mois, ils grincent des dents pendant le sommeil,
mangent de la terre et de l’herbe. Ils restent des heures dehors
dans le vent tourmentés de métaphores effarantes.
Pour eux chaque jour est messe solennelle.

Ô ayez pitié des poètes,
ils sont sourds et aveugles, aidez-les dans la circulation
où on les voit  trimballer leur handicap invisible.
Ils se rappellent de tant de choses. De temps en temps
l’un d’eux s’arrête
et tend l’oreille vers une sirène lointaine.
Ménagez-les.

Les poètes sont des enfants aliénés
chassés de chez eux par le clan familial
Priez pour eux,
ils sont nés malheureux –
leurs mères ont pleuré sur eux
sollicité l’assistance médicale et juridique pour eux
avant de baisser les bras
afin de préserver leur propre santé mentale.
Ô pleurez pour les poètes!

Pour eux il n’y a point d’issue.
Infestés de lyrisme tel des lépreux clandestins
ils sont embastillés dans leur propre imagination
– un ghetto inquiétant rempli de démons
et de fantômes malicieux.

Quand, par une journée d’été ensoleillée
vous voyez un pauvre poète
sortir d’un immeuble en titubant, pâle
comme un revenant et défiguré par les
théorisations –
aidez-le!

Faites-lui ses lacets, emmenez-le
aux jardins publics et posez-le sur un banc
au soleil. Chantez-lui une petite chanson,
achetez-lui une glace, racontez-lui une histoire,
il est si tristounet.
Détruit par la poésie.

© Niels Hav
Traduit par Per Soerensen

 

In Defense of Poets

What are we to do about the poets ?
Life's rough on them
they look so pitiful dressed in black
their skin blue from internal blizzards.

Poetry is a horrible disease,
the infected walk about complaining
their screams pollute the atmosphere like leaks
from atomic power stations of the mind. It's so psychotic
Poetry is a tyrant
it keeps people awake at night and destroys marriages     
it draws people out to desolate cottages in mid-winter
where they sit in pain wearing earmuffs and thick scarves.
Imagine the torture.

Poetry is a pest
worse than gonorrhea, a terrible abomination.
But consider poets it's hard for them
bear with them!
They are hysterical as if they are expecting twins
they gnash their teeth while sleeping, they eat dirt  
and grass. They stay out in the howling wind for hours
tormented by astounding metaphors.
Every day is a holy day for them.

Oh please, take pity on the poets
they are deaf and blind
help them through traffic where they stagger about
with their invisible handicap
remembering all sorts of stuff. Now and then one of them stops
to listen for a distant siren.
Show consideration for them.

Poets are like insane children
who've been chased from their homes by the entire family.
Pray for them
they are born unhappy
their mothers have cried for them
sought the assistance of doctors and lawyers,
until they had to give up
for fear of loosing their own minds.
Oh, cry for the poets!

Nothing can save them.
Infested with poetry like secret lepers
they are incarcerated in their own fantasy world
a gruesome ghetto filled with demons
and vindictive ghosts.

When on a clear summer's day the sun shining brightly
you see a poor poet
come wobbling out of the apartment block, looking pale
like a cadaver and disfigured by speculations
then walk up and help him.
Tie his shoelaces, lead him to the park
and help him sit down on a bench
in the sun. Sing to him a little
buy him an ice cream and tell him a story
because he's so sad.
He's completely ruined by poetry.

Translated by P.K. Brask & Patrick Friesen
© Niels Hav 

 

为诗人辩护

我们拿诗人怎么办 ?
生活使他们不幸,
他们衣着黯沉看上去如此可怜,
皮肤因内心的暴风雪而泛蓝。

诗歌是一种可怕的瘟疫,
被传染的人们四处走动,抱怨,
他们的尖叫声污染了空气,像从
精神核电站泄出的物质。如此狂乱。
诗歌是一个暴君,
它让人们在黑夜失眠,毁掉婚姻,
它将人们拉到隆冬的荒凉的小山村,
他们在痛苦中枯坐,戴着耳套和厚厚的围巾。
想象一下那种折磨。

诗歌是一个害物,
比淋病更糟糕,一种可怕的厌憎。
但想想诗人们,正艰难地
忍受它们。
他们兴奋莫名,仿佛怀着双胞胎。
他们睡觉时磨牙,他们吃土
和野草。他们数小时地呆在怒吼的风里,
为惊人的隐喻所摧磨。
对他们来说,每一天都是神圣。

噢,请可怜诗人们,
他们又聋又瞎,
搀着他们穿过车流吧,当他们以那无形的残障
四处蹒跚,脑子里寻思
各种素材。不时会有其中一个停下来
倾听远方救护车的呼啸。
体谅他们。

诗人像疯癫的孩子,
被整个家庭逐出家门。
为他们祈祷吧,
他们生来不快乐,
母亲为他们哭泣,
求助于医生和律师,直到她们不得不放弃,
否则自己也会变疯。
噢,为诗人哭泣吧。

没有什么可以挽救他们。
被诗歌骚扰就像秘密的麻风病人,
他们囚禁在自己的幻想世界里,
一个令人惊悚的隔离区,充满了恶魔
与复仇的鬼。

当某个晴朗的夏日,阳光明媚,
你看见一个可怜的诗人
从公寓楼里摇晃着出门,面色苍白
有如行尸,容颜因思虑而憔悴,
那么走上前去帮帮他吧。
系好他的鞋带,领他去公园,
扶他坐在阳光下的
长椅上。为他轻轻地唱首歌,
给他买支冰淇淋,再给他讲个故事,
因为他这样悲伤。
他已经完全被诗歌毁掉。

Translated By Shu Dandan From The English Version
© Niels Hav

 

Til digternes forsvar

Hvad skal vi gøre med digterne ?
Dem er det synd for,
de er så hjerteskærende i deres sorte tøj
blåfrosne af indvendige polarstorme.

Poesien er en frygtelig pest,
de smittede går rundt og jamrer sig,
deres skrig forgifter atmosfæren som udslip
fra mentale atomkraftværker. Det er så psykisk.
Poesien er en tyran;
den holder folk vågne om natten og ødelægger
ægte­skaberne,
den driver mænd ud i øde sommerhuse midt om vinteren,
der sidder de forpinte med høreværn og halstørklæder.
En hæslig tortur.

Poesi er en plage,
værre end gonoré - en grusom pestilens.
Men tænk på digterne, de har det hårdt,
bær over med dem!
De er hysteriske som højgravide tvillingemødre,
de skærer tænder i søvne, spiser jord
og græs. De står i timevis udenfor i blæsten
plaget af ufattelige metaforer.
Hver dag er en højtid for dem.

Åh, hav barmhjertighed med digterne,
de er døve og blinde,
hjælp dem i trafikken, hvor de vakler rundt
med deres usynlige handicap: De husker
alt muligt. Af og til standser en af dem op
og lytter efter en fjern udrykning.
Vis hensyn.

Poeterne er som sindssyge børn
jaget hjemmefra af den samlede familie.
Bed for dem;
de er født ulykkelige -
deres mødre har grædt over dem,
søgt lægehjælp og juridisk bistand,
 indtil de bare gav op
for at frelse deres egen forstand.
Åh, græd over poeterne!

Dem er der ingen redning for.
Befængt med lyrik som hemmeligt spedalske
er de spærret inde i deres egen fantasi -
en uhyggelig ghetto, fyldt med dæmoner
og ondskabsfulde spøgelser.

Når du på en klar sommerdag med strålende sol
ser en stakkels digter
komme vaklende ud fra en opgang, bleg
som en dødning og vansiret af spekulationer -
så gå hen og hjælp ham!
Bind hans snørebånd, tag ham med
over i parken og sæt ham på en bænk
i solen. Syng lidt for ham,
giv ham en is og fortæl ham et eventyr;
han er så ked af det.
Han er helt ødelagt af poesi.

© Niels Hav