Pour la défense des poètes

Qu’est-ce qu’on va faire des poètes ?
Les pôvres ils sont à plaindre.
Tout de noir vêtu ils nous fend­ent le cœur
grelot­tant sous des bliz­zards intérieurs.

La poésie est une peste atroce.
Les con­t­a­m­inés déam­bu­lent en se lamentant,
leurs cris empoi­son­nent l’atmosphère comme des fuites
de cen­trales nucléaires men­tales. Ah la grosse fatigue
psychique!

La poésie est un tyran
qui rend les gens insom­ni­aques et
détru­it les cou­ples mariés.
Elle entraîne les hommes dans des maisons de campagne
aban­don­nées en plein hiver
où ils se mor­fondent munis de casques antibruit et
cach­enez. Hélas! hideuse est cette torture.

La poésie est un fléau
pire que le gon­or­rhée – une ignomie abominable.
Mais pensez aux poètes, ils souffrent.
Pardonnez-les!
Ils sont hys­tériques comme des femmes enceintes de jumeaux
au neu­vième mois, ils grin­cent des dents pen­dant le sommeil,
man­gent de la terre et de l’herbe. Ils restent des heures dehors
dans le vent tour­men­tés de métaphores effarantes.
Pour eux chaque jour est messe solennelle.

Ô ayez pitié des poètes,
ils sont sourds et aveu­gles, aidez-les dans la circulation
où on les voit  trim­baller leur hand­i­cap invisible.
Ils se rap­pel­lent de tant de choses. De temps en temps
l’un d’eux s’arrête
et tend l’oreille vers une sirène lointaine.
Ménagez-les.

Les poètes sont des enfants aliénés
chas­sés de chez eux par le clan familial
Priez pour eux,
ils sont nés malheureux –
leurs mères ont pleuré sur eux
sol­lic­ité l’assistance médi­cale et juridique pour eux
avant de baiss­er les bras
afin de préserv­er leur pro­pre san­té mentale.
Ô pleurez pour les poètes!

Pour eux il n’y a point d’issue.
Infestés de lyrisme tel des lépreux clandestins
ils sont embastil­lés dans leur pro­pre imagination
– un ghet­to inquié­tant rem­pli de démons
et de fan­tômes malicieux.

Quand, par une journée d’été ensoleillée
vous voyez un pau­vre poète
sor­tir d’un immeu­ble en titubant, pâle
comme un revenant et défig­uré par les
théorisations –
aidez-le!

Faites-lui ses lacets, emmenez-le
aux jardins publics et posez-le sur un banc
au soleil. Chantez-lui une petite chanson,
achetez-lui une glace, racon­tez-lui une histoire,
il est si tristounet.
Détru­it par la poésie.

© Niels Hav
Traduit par Per Soerensen

 

In Defense of Poets

What are we to do about the poets ?
Life’s rough on them
they look so piti­ful dressed in black
their skin blue from inter­nal blizzards.

Poet­ry is a hor­ri­ble disease,
the infect­ed walk about complaining
their screams pol­lute the atmos­phere like leaks
from atom­ic pow­er sta­tions of the mind. It’s so psychotic
Poet­ry is a tyrant
it keeps peo­ple awake at night and destroys marriages 
it draws peo­ple out to des­o­late cot­tages in mid-winter
where they sit in pain wear­ing ear­muffs and thick scarves.
Imag­ine the torture.

Poet­ry is a pest
worse than gon­or­rhea, a ter­ri­ble abomination.
But con­sid­er poets it’s hard for them
bear with them!
They are hys­ter­i­cal as if they are expect­ing twins
they gnash their teeth while sleep­ing, they eat dirt 
and grass. They stay out in the howl­ing wind for hours
tor­ment­ed by astound­ing metaphors.
Every day is a holy day for them.

Oh please, take pity on the poets
they are deaf and blind
help them through traf­fic where they stag­ger about
with their invis­i­ble handicap
remem­ber­ing all sorts of stuff. Now and then one of them stops
to lis­ten for a dis­tant siren.
Show con­sid­er­a­tion for them.

Poets are like insane children
who’ve been chased from their homes by the entire family.
Pray for them
they are born unhappy
their moth­ers have cried for them
sought the assis­tance of doc­tors and lawyers,
until they had to give up
for fear of loos­ing their own minds.
Oh, cry for the poets!

Noth­ing can save them.
Infest­ed with poet­ry like secret lepers
they are incar­cer­at­ed in their own fan­ta­sy world
a grue­some ghet­to filled with demons
and vin­dic­tive ghosts.

When on a clear sum­mer’s day the sun shin­ing brightly
you see a poor poet
come wob­bling out of the apart­ment block, look­ing pale
like a cadav­er and dis­fig­ured by speculations
then walk up and help him.
Tie his shoelaces, lead him to the park
and help him sit down on a bench
in the sun. Sing to him a little
buy him an ice cream and tell him a story
because he’s so sad.
He’s com­plete­ly ruined by poetry.

Trans­lat­ed by P.K. Brask & Patrick Friesen
© Niels Hav 

 

为诗人辩护

我们拿诗人怎么办 ?
生活使他们不幸,
他们衣着黯沉看上去如此可怜,
皮肤因内心的暴风雪而泛蓝。

诗歌是一种可怕的瘟疫,
被传染的人们四处走动,抱怨,
他们的尖叫声污染了空气,像从
精神核电站泄出的物质。如此狂乱。
诗歌是一个暴君,
它让人们在黑夜失眠,毁掉婚姻,
它将人们拉到隆冬的荒凉的小山村,
他们在痛苦中枯坐,戴着耳套和厚厚的围巾。
想象一下那种折磨。

诗歌是一个害物,
比淋病更糟糕,一种可怕的厌憎。
但想想诗人们,正艰难地
忍受它们。
他们兴奋莫名,仿佛怀着双胞胎。
他们睡觉时磨牙,他们吃土
和野草。他们数小时地呆在怒吼的风里,
为惊人的隐喻所摧磨。
对他们来说,每一天都是神圣。

噢,请可怜诗人们,
他们又聋又瞎,
搀着他们穿过车流吧,当他们以那无形的残障
四处蹒跚,脑子里寻思
各种素材。不时会有其中一个停下来
倾听远方救护车的呼啸。
体谅他们。

诗人像疯癫的孩子,
被整个家庭逐出家门。
为他们祈祷吧,
他们生来不快乐,
母亲为他们哭泣,
求助于医生和律师,直到她们不得不放弃,
否则自己也会变疯。
噢,为诗人哭泣吧。

没有什么可以挽救他们。
被诗歌骚扰就像秘密的麻风病人,
他们囚禁在自己的幻想世界里,
一个令人惊悚的隔离区,充满了恶魔
与复仇的鬼。

当某个晴朗的夏日,阳光明媚,
你看见一个可怜的诗人
从公寓楼里摇晃着出门,面色苍白
有如行尸,容颜因思虑而憔悴,
那么走上前去帮帮他吧。
系好他的鞋带,领他去公园,
扶他坐在阳光下的
长椅上。为他轻轻地唱首歌,
给他买支冰淇淋,再给他讲个故事,
因为他这样悲伤。
他已经完全被诗歌毁掉。

Trans­lat­ed By Shu Dan­dan From The Eng­lish Version
© Niels Hav

 

Til digternes forsvar 

Hvad skal vi gøre med digterne ?
Dem er det synd for,
de er så hjerteskærende i deres sorte tøj
blåfrosne af ind­vendi­ge polarstorme.

Poe­sien er en frygtelig pest,
de smit­tede går rundt og jam­r­er sig,
deres skrig forgifter atmos­færen som udslip
fra men­tale atom­kraftværk­er. Det er så psykisk.
Poe­sien er en tyran;
den hold­er folk vågne om nat­ten og ødelægger
ægteskaberne,
den dri­ver mænd ud i øde som­mer­huse midt om vinteren,
der sid­der de for­pinte med høreværn og halstørklæder.
En hæs­lig tortur.

Poe­si er en plage,
værre end gonoré — en gru­som pestilens.
Men tænk på digterne, de har det hårdt,
bær over med dem!
De er hys­teriske som høj­gra­vide tvillingemødre,
de skær­er tæn­der i søvne, spis­er jord
og græs. De står i timevis uden­for i blæsten
plaget af ufat­telige metaforer.
Hver dag er en højtid for dem.

Åh, hav barmh­jer­tighed med digterne,
de er døve og blinde,
hjælp dem i trafikken, hvor de vak­ler rundt
med deres usyn­lige hand­i­cap: De husker
alt muligt. Af og til standser en af dem op
og lyt­ter efter en fjern udrykning.
Vis hensyn.

Poet­erne er som sindssyge børn
jaget hjem­me­fra af den sam­lede familie.
Bed for dem;
de er født ulykkelige -
deres mødre har grædt over dem,
søgt læge­hjælp og juridisk bistand,
 indtil de bare gav op
for at frelse deres egen forstand.
Åh, græd over poeterne!

Dem er der ingen red­ning for.
Befængt med lyrik som hem­meligt spedalske
er de spær­ret inde i deres egen fantasi -
en uhyggelig ghet­to, fyldt med dæmoner
og ond­sk­ab­s­fulde spøgelser.

Når du på en klar som­merdag med strålende sol
ser en stakkels digter
komme vak­lende ud fra en opgang, bleg
som en død­ning og van­siret af spekulationer -
så gå hen og hjælp ham!
Bind hans snøre­bånd, tag ham med
over i parken og sæt ham på en bænk
i solen. Syng lidt for ham,
giv ham en is og fortæl ham et eventyr;
han er så ked af det.
Han er helt øde­lagt af poesi.

© Niels Hav 

image_pdfimage_print